Krav Maga Træningslokale
Børnehold
Combat Cardio
Krav Maga
Krav Maga Instruktør

Krav Maga

 

“Krav Maga” betyder direkte oversat fra hebraisk nærkamp: krav – kamp; maga – nær/kontakt. Krav Maga er et praktisk og taktisk system, som lærer dig, hvordan du forebygger, håndterer og overvinder alle former for trusler og vold. Essensen i systemet er effektivt selvforsvar og nærkamp, hvor udøveren trænes i at forsvare sig selv eller andre mod én eller flere bevæbnede eller ubevæbnede angribere. Krav Maga kendetegnes ved enkle, naturlige og effektive teknikker og løsninger, der hele tiden testes, ændres og forbedres, så de kan tilpasses de trusselsbilleder, vi ser i vores del af verden.

 

Krav Maga passer til alle uanset alder og køn, og alle teknikker kan udføres uden større hensyn til beklædning, fodtøj og andre genstande udøveren bærer. Ligeledes har miljøet ikke den store indflydelse på, hvorledes en teknik anvendes. Krav Maga forbereder udøveren på alle tænkelige scenarier og lærer denne at drage nytte af det omgivende miljø. Mentalt beredskab, konflikthåndtering og håndtering af stressrelaterede situationer trænes i vid udstrækning, da disse elementer er essentielle for, at kundskaberne skal kunne fungere i virkligheden (uanset hvilket system man taler om).

 

Grundlæggende trænes alle udøvere af Krav Maga i de samme teknikker uanset hvilken gren, man befinder sig på (civil, politi, militær eller VIP). Den primære forskel ligger i måden, hvorpå den enkelte situation skal håndteres.

Copenhagen Krav Maga lærer eleverne at kunne forsvare sig mod uønsket fare, samtidig med at eleverne kommer i form og opnår øget sundhed og velvære. Vores træning foregår i nyistandsatte træningslokaler, og vi har megen fokus på, at den altid foregår i en atmosfære, som alle føler sig godt tilpas i. Udover fokus på den fysiske udvikling af eleverne, ønsker vi, at Copenhagen Krav Maga også er et kærkommen åndehul for vores medlemmer i en ellers travl hverdag.